Dreamchild

GAFFA idag - FEM STJERNER *****

Philip Glass og Keith Jarrett! Vogt jer! Carsten Dahl bider jer i haserne!

Carsten Dahl er en helt enestående jazzpianist. Vil jeg hævde. Og Dreamchild er et helt enestående bevis herfor. Vil jeg tilsvarende hævde.

Det nye album er, som titlen indikerer, et soloalbum (og alligevel ikke helt, idet hans to døtre medvirker i passager på henholdsvis violin og klaver). Det er et album – et fremragende album – hvorpå Carsten Dahl – med udgangspunkt i sit indre, drømmende barn – lader fantasien råde og med afsæt i den improviserer sig frem til ti musikstykker, der alle bærer titlen Dreamchild.

Nogle af stykkerne vidner på én gang om dagdrømmeriets stilstand – en tilstand af meditativ karakter – og om barnets iboende nysgerrighed og erobringstrang – et ønske om at forbinde noget indre og ydre, og en trang til at forstå og formidle denne forbindelse. Andre stykker vidner "bare" om intens nærvær og stor skønhed.

Alle stykker vidner om midaldrende Carsten Dahls helt enestående kontakt med sit indre barn. Og dermed om Carsten Dahls helt enestående gave: talentet og evnen til at omsætte det i udtryk!

Philip Glass og Keith Jarrett! Vogt jer! Carsten Dahl bider jer i haserne!

Ivan Rod

5 stars

Dreamchild er en fantastisk plade til ro og fordybelse.

Niels Overgård/Jazznyt

I den danske musikverden – og for så vidt også den internationale – værdsætter man pianisten Carsten Dahl for hans uophørligt overraskende musikalske kreativitet og spændvidde. Stilistisk kan det handle om mange forskellige ting, altså standardjazz, bebop, fri improvisation – i alle mulige konstellationer og ikke sjældent blot den situation at sidde helt alene ved flyglet og fremtrylle noget musik, som ingen rigtigt ved, hvor kommer fra. Og det er den kunst, Carsten Dahl hengiver sig til på denne sin nyudgivelse.

Helt konkret rummer CDen ti stykker med fællestitlen »Dreamchild«, og så optræder pianisten nu ikke ganske solo, idet han på udsatte steder supplerer sig med lidt kontrabas, stemme eller slagtøj, ligesom hans døtre, violinisten Anne Sofie Abildskov Dahl og pianisten Celina Sørine Dahl, dukker op – for at sekundere på henholdsvis femte og ottende stykke. Og det fungerer fint og smagfuldt.

Men det er Carsten Dahl – alene med tangenterne, der skaber strømmen af store øjeblikke. Det indledende – knap 25 minutter lange – nummer er en yderst minimalistisk og meditativ leg med et ganske lille interval, som uendeligt langsomt får lov til at udvikle og udsmykke sig – uden at stemning og grundidé nogensinde køres ud på et sidespor. Og så kommer det efterfølgende stykke som en befriende romantisk melodi, og rejsen fortsætter i et fint varieret landskab frem imod det på én gang naivistiske, dramatiske og mystiske ti minutters afslutningsværk.

Men variation til trods, så er der et ufravigeligt fokus på motiv og emotionel stemning, både inden for de enkelte stykker og – dermed også – musikken som helhed. Tag tid – lyt!

Kjeld Frandsen, Berlingske

5 stars

In the Danish music world - and for that matter the international – one appreciates the pianist Carsten Dahl for his constantly surprising musical creativity and span. Stylistically it can be about many different things, ie standard jazz, bebop, free improvisation - in all possible constellations and often just the situation to sit all alone at the piano and conjure up some music that no one really knows where it comes from. And it is the art Carsten Dahl indulges in this his new edition.

Specifically the CD includes ten pieces with the common title 'Dream Child', the pianist performs not quite solo, as he in certain parts supplements himself with a little double bass, voice and percussion, and his daughters, violinist Anne Sofie Abildskov Dahl and pianist Celina Sørine Dahl , show up - to assist on the fifth and eighth piece. And it works fine and tasteful.

But it is Carsten Dahl - only on the keyboard that creates the flow of great moments. The initial - almost 25 minutes long - number is an extremely minimalist and meditative playing with a tiny interval which infinitely slowly gets to develop and embellish itself - without its mood and basic idea ever running out on a side track. And then comes the next piece as a liberating romantic melody, and the journey continues in a richly varied landscape towards the naive, dramatic and mysterious ten minutes of the final track.

But variation notwithstanding, there is an absolute focus on design and emotional atmosphere, both within the individual pieces and - consequently - the music as a whole. Take time - listen!

A very well prodcued CD with nice consolating music.

Lasse Seger

4 stars

Hvad skal jeg, som er voksen og spoleret til det ramponerede med uspolerede børns uspolerede drømme? Carsten Dahl stiller mig spørgsmålet med sin seneste cd, der udtryksmæssigt befinder sig så langt fra hans sidste live-bedrift – et bravurnummer med symfoniorkester og drengekor i matrostøj – som tænkes kan.

Her er – ku meget sporadisk assisteret af sine ligeledes spillede døtre – Dahl i ti titler med børns drømme som udgangspunkt. Vi lægger ud med et otte toner, to takter og næsten 25 minutter langt tema, der ikke udstyres med kontrapunkt før efter godt fire minutter og i samfulde 25 minutter ikke moduleres andet end moderat, og efter dét er vi ikke overraskede, når vi ser Dahl i sine egne noter til cd’en berøre fænomenet selvforglemmelse og denne tilstands terapeutiske aspekter.

Hverken noter eller titel liver: her er sindets renhed udtrykt i puristisk musikalsk form, og konceptet er gennemført til perfektion. Dog, da dette er et musiktidsskrift og ikke et new age-organ, må det nævnes, at vi undervejs støder på temaer og vignetter, som kan udvikles hen imod noget jarrett’sk hymneagtigt. Europæisk barok (drømmer børn virkelig om Bach?) og romantik forekommer også, det sidste mest i Liberace-agtig, karikeret form. Ikke alt er lange toner og forsigtige modulationer. Vi kommer også på en rask karruseltur, og i en enkelt titel (#6) kan vi fornemme noget rugende, ildevarslende som en velkommen kontrast de fjerlet svævende og uskyldsrene associationsbaner, som Dahl tilsyneladende accepterer, de fleste barnedrømme er gjort af.

Jazzmæssigt bliver med denne udgivelse hverken klogere på musikken eller på livet, men Dahl får på overbevisende måde fastslået, at hans spændvidde som kunstner er, som nogle forventer sig af en professor: umådelig stor.

Peter H. Larsen